A-laget

Som de fleste andre er jeg tidvis også en svoren tilhænger af de sociale medier, som altid er lige ved hånden på min telefon. Men det gør mig trist at se, hvordan sociale medier i højere og højere grad deler folk i to lejre. Vi er enten for eller imod. Der er ikke længere plads til gråzoner. Det er sort eller hvidt. Godt eller skidt. Rigtigt eller forkert.

Det gælder ikke mindst, når det kommer til klimadebatten. Det er en kæmpe udfordring, vi står over for. Både på den korte bane, men i særdeleshed på den lange bane. Og vi skal finde fælles løsninger. Det er vi nødt til. Vi kan ikke tillade os at blive delt op i to lejre. Det vil kun gøre det sværere at nå vores fælles mål.

Jeg føler mig ofte som en brik i et skakspil. Som en bonde, der bare skal flyttes frem ad brættet, indtil den slår hovedet mod konge eller dronning. Alt imens de store tårne og springere spiller et spil, som jeg slet ikke forstår. Det er frustrerende. Især fordi jeg føler, at jeg ikke kan gøre noget for at ændre på det.

Men så tænker jeg på A-laget. De er et norsk fodboldhold, der består af mennesker med udviklingshæmning. De har ikke de bedste spillere. De løber ikke hurtigst. De sparker ikke hårdest. Men de har noget, som de fleste andre hold ikke har. De har en glæde, der smitter. De har en viljestyrke, der er helt unik. Og de har et sammenhold, som gør dem i stand til at overvinde alle forhindringer. A-laget er et bevis på, at alt er muligt, hvis man har de rigtige værdier.

Jeg tror, vi kan lære meget af A-laget. Vi kan lære, at det ikke altid er de bedste spillere, der vinder. Vi kan lære, at viljestyrke og sammenhold er vigtigere end alt andet. Og vi kan lære, at det er glæden ved spillet, der virkelig betyder noget.

Så næste gang du føler dig som en brik i et skakspil, så husk på A-laget. Husk på, at det er de små ting i livet, der virkelig betyder noget. Og husk på, at alt er muligt, hvis man har de rigtige værdier.