Auschwitz blev grundlagt i 1940 og var oprindeligt ment som en arbejdslejr for polske fanger. Men i 1942 blev lejren udvidet og blev den største dødslejr i historien.
Befrielsen af Auschwitz i 1945 var et vendepunkt i Anden Verdenskrig og en påmindelse om de rædsler, som menneskeheden er i stand til.
Min bedstefar var en af de få overlevende fra Auschwitz. Han fortalte mig, at synet af de udmagrede fanger, de overfyldte barakker og de konstante dødsmarcher for altid ville hjemsøge hans minder.
Selvom årtier er gået, er rædslerne fra Auschwitz stadig en væsentlig del af vores kollektive bevidsthed. De minder os om vigtigheden af at huske historien og at kæmpe mod alle former for intolerance og had.
Auschwitz bør være et sted for eftertanke og en påmindelse om de farer, der lurer, når had og ekstremisme får lov til at blomstre.
Vi må aldrig glemme ofrene for Auschwitz og arbejde for at sikre, at lignende rædsler aldrig sker igen.
Det er vigtigt at besøge Auschwitz og lære om de rædsler, der fandt sted der. Ved at se de barakker, hvor fangerne levede, og gaskamrene, hvor de blev myrdet, kan vi bedre forstå dybden af nazisternes ondskab og det mod og modstandsdygtighed, som ofrene udviste.
Besøget i Auschwitz er en form for katarsis. Det er en måde at sørge over de millioner af liv, der gik tabt, og at lære af deres frygtelige arv. Vi må aldrig lade historien gentage sig.