Brighton gør grin med City - igen!




Søren Pape har nok været første mand til at råbe op og pege fingre, for man kan ikke komme udenom det: Igen, IGEN har Manchester City sænket Brighton til en mindre end middelmådig konkurrence.

Det er ikke, fordi der ikke er forhåbninger til The Seagulls – vi husker alletilliden til, da klubben skulle til finalen i FA Cup to år efter at være rykket ned til League One. Hvor var det spændende, og da de så slog Arsenal i semifinalen, var det svært ikke at tro dem på sejren.

Det blev dog ikke til trofæet, og siden da er det gået ned ad bakke. Brighton har prøvet at komme op igen – jeg mener, vi slog endda City i en Carabao i mellemtiden – men når vi så endelig når tæt på, falder vi. Og hver gang er det Manchester City, der sætter os på plads.

  • Champions League 2021/22: City slog Brighton 1-0 i gruppespillet og 3-0 i 16. delsfinalen.
  • FA Cup 2022/23: City slog Brighton 2-1 i kvartfinalen.

Så hvad er det, der gør City så gode imod Brighton?

Jeg har spurgt rundt omkring, og de fleste af mine venner siger, at det er fordi, City har bedre spillere – men det er ikke altid tilfældet. I sidste sæson havde Brighton lige så meget boldbesiddelse som City i begge deres kampe, og vi havde endda flere afslutninger. Vi bare ikke få bolden i nettet.

Andre siger, at det er fordi, Pep Guardiola er en bedre manager end Roberto De Zerbi – men det er heller ikke ligefrem sandt. De Zerbi har gjort det godt i Brighton, og han har fået holdet til at spille en mere angribende og underholdende form for fodbold.

Så hvad er det, der er galt? Jeg tror, det er en kombination af ting. City er et bedre sammentømret hold end Brighton – de har spillet sammen i årevis, og de kender hinandens spillestil ud og ind.

City er også bedre til at håndtere presset. De er vant til at være i store kampe, og de ved, hvordan de skal vinde i dem. Brighton har endnu ikke samme erfaring, og det kan afspejles i disse store kampe.

Men jeg giver ikke op på Brighton. Jeg tror, vi kan slå City – men vi skal gøre det bedre end vi gjorde i lørdags. Vi skal spille som et hold, og vi skal tro på, at vi kan vinde.

Og hvem ved? Måske vil vi så endelig være i stand til at løfte noget sølvtøj – noget som helst sølvtøj – for første gang nogensinde.