Gefion – den myte om Sjællands opståen

Gefion er i nordisk mytologi en åsynje i gudinden Friggs følge, Odins hustru. Ifølge sagnet var det hende, der trak Sjælland frem fra Sverige.
I gamle dage, da Gylfe var konge i Sverige, og der var sult og mangel i landet, rejste han til Asgård og bad om hjælp. Gylfe bønfaldt guderne om at give ham et land, hvor hans folk kunne få plads.

Guderne lovede at opfylde hans ønske, men de stillede et krav. De ville have så meget land, som fire okser kunne pløje på én nat.

Gylfe gik med til dette og sendte bud hjem efter sine fire bedste okser. Men Gefion gik ned til jætten Gymers søn, der hed Gerd, og lånte hans fire sønner, der var i okseham. Hun førte dem til den sydlige del af Sverige og spændte dem for en plov.

Okserne pløjede hele natten, og da dagen gryede, havde de pløjet et stort stykke land løs fra Sverige.

Gefion førte det løsrevne land over sundet og lod det falde ned i havet nord for Fyn. Der blev det til øen Sjælland.

Okserne var blevet trætte af at pløje, og de blev til høje på Sjælland. Dem, vi kender i dag som Himmelbjerget, Hjelm, Samsø, Tunø og Anholt.

Gylfe var meget glad for Gylfes gave og gav hende som tak hele landet mellem Gudenåen og havet.

Dette er sagnet om, hvordan Sjælland opstod. Og om hvordan Gefion blev til Sjællands værneåsynje.