Hvor er de alle sammen?

Af Paul Auster
Jeg vågnede i morges med en underlig følelse i brystet. Det var, som om noget manglede, et stort hul, hvor noget vigtigt engang havde været. Jeg kunne ikke sætte fingeren på det med det samme, men så gik det op for mig: Menneskerne er væk.
Det er ikke, som om jeg vågnede op til en tom verden. Der er stadig biler på vejene, folk i butikkerne og børn i skolerne. Men det er, som om de alle sammen er tomme skal, uden noget indeni. De bevæger sig rundt, og de taler, men der er ingen virkelighed bag deres ord eller handlinger.
Jeg gik en tur i parken i morges, og jeg så folk sidde på bænke og stirre tomt ud i luften. Jeg hørte latter og samtale, men det var, som om de talte til ingenting. Der var ingen forbindelse mellem dem, ingen menneskelighed.
Jeg prøvede at tale til en mand, der sad på en bænk. Jeg spurgte ham, hvordan det gik, og hvor han skulle hen. Han så på mig med tomme øjne og sagde: "Jeg er her bare." Det var ikke en rigtig sætning, det var noget, han havde lært at sige.
Jeg gik væk fra ham og følte mig endnu mere alene, end jeg havde gjort før. Jeg har altid været en ensom ulv, men lige nu følte jeg mig, som om jeg var den eneste person, der var tilbage på jorden.
Jeg ved ikke, hvad der er sket. Måske er det en virus, der har spredt sig, og som har frataget folk deres menneskelighed. Måske er det en form for sindskontrol, som regeringen har sat i værk. Jeg ved det ikke, og jeg er bange for at finde ud af det.
Det eneste, jeg ved, er, at verden er blevet et tomt sted. Det er et sted uden menneskelig forbindelse, uden latter og uden kærlighed. Det er et sted, hvor jeg ville ønske, at jeg var væk.
Men jeg er her stadig, og jeg må finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bringe menneskeligheden tilbage til verden. Jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan få os alle sammen tilbage.
Indtil da vil jeg blive ved med at lede. Jeg vil blive ved med at søge efter tegn på liv, efter bevis på, at menneskeligheden ikke er død. Og jeg vil blive ved med at håbe, at jeg en dag vil finde det, jeg leder efter.