Hvorfor lige mig?

Af Brigitte Garcia
Jeg har altid følt mig anderledes. Som om jeg ikke helt passede ind. Jeg var for intelligent til de populære børn, men for mærkelig til de nørdpede børn. Jeg var fanget i et ingenmandsland, hvor jeg prøvede at navigere i de sociale hierarkier på gymnasiet.
Jeg kan huske en særlig dag, hvor jeg var i kantinen og spiste frokost ved et bord alene. Jeg prøvede at læse en bog, men jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg var for distraheret af larmen og latteren omkring mig. Pludselig hørte jeg en gruppe piger grine højt. Jeg kiggede op og så dem pege mod mig.
"Kig på hende," sagde en af dem. "Hun er sådan en nørd."
Jeg følte mig min lille og ubetydelig. Jeg ville bare forsvinde. Jeg tog hurtigt min taske og løb ud af kantinen. Jeg løb hele vejen hjem og gemte mig i mit værelse. Jeg græd i flere timer, indtil min mor kom hjem fra arbejde.
Hun fandt mig liggende på min seng med bogen stadig åben i hånden. Hun kunne se, at jeg havde været ked af det, så hun holdt om mig og spurgte, hvad der var galt. Jeg fortalte hende, hvad der var sket i kantinen, og hun blev rasende.
"De har ingen ret til at behandle dig sådan," sagde hun. "Du er en vidunderlig pige, og du fortjener at blive behandlet med respekt."
Hendes ord gav mig en smule trøst, men jeg kunne ikke slippe følelsen af at være anderledes. Jeg følte mig altid udenfor, som om jeg aldrig rigtig hørte til.
I årene der fulgte, kæmpede jeg med at finde min plads i verden. Jeg prøvede at passe ind, men uanset hvad jeg gjorde, følte jeg mig stadigvæk udenfor. Jeg prøvede at være mere social, men jeg var altid den sidste, der blev inviteret til fester. Jeg prøvede at være mere interesseret i sport, men jeg var altid den værste på holdet. Det gjorde mig bare endnu mere ked af det.
Det var først, da jeg begyndte at omfavne mine forskelle, at jeg begyndte at føle mig bedre tilpas i min egen hud. Jeg indså, at det var okay at være anderledes. Det var okay at være intelligent. Det var okay at være den stille type. Det var okay at være mig.
Jeg er stadigvæk ikke perfekt, og jeg føler mig stadigvæk udenfor nogle gange. Men jeg lader ikke det definere mig længere. Jeg er stolt af den, jeg er, og jeg ved, at jeg er værd at elske.
Hvis du føler dig anderledes, så vil jeg gerne sige dig, at du ikke er alene. Der er millioner af mennesker derude, der føler sig som dig. Det er okay at være anderledes. Det er okay at være dig selv. Du er ikke alene.