Som mor har jeg oplevet en helt særlig form for kærlighed og bånd med mine døtre. De er mine små mirakler, og deres tilstedeværelse i mit liv har fyldt det med glæde, mening og uendelig kærlighed.
Da de blev født, var det som om, tiden stod stille. Jeg holdt dem i mine arme for første gang, og det var som om, hele verden forsvandt. Der var kun os tre, i et lille øjeblik af ren og skær lykke.
I de tidlige år var de små hjælpeløse væsener, der var afhængige af mig for alt. Jeg glædede mig over hvert smil, hvert grin og hvert eneste lille fremskridt. Jeg husker, da de tog deres første skridt, og hvordan min hjerte fløj over af stolthed og glæde.
Som de voksede, blev de mere selvstændige, og jeg måtte lære at give dem plads til at udvikle sig og finde deres egen vej. Det var ikke altid nemt, men jeg var altid der for dem, som en støttende og kærlig mor.
Jeg ved, at der vil komme en dag, hvor de vil flyve fra reden og skabe deres egne liv. Men uanset hvor de går hen, vil de altid være mine små piger. De vil altid have en plads i mit hjerte, og jeg vil altid være der for dem, uanset hvad.
Mine døtre er en gave, en gave, jeg vil værdsætte for evigt. De har gjort mig til den kvinde, jeg er i dag, og jeg er så taknemmelig for alt, hvad de bringer ind i mit liv.
Jeg elsker jer af hele mit hjerte, mine piger.