Nattevagten

I en mørk og stormfuld nat, da regnen piskede mod vinduerne og lynet oplyste nattehimlen, sad jeg alene på kontoret på det ødelagte station. Jeg var nattevagten, den eneste, der kunne høres i den ellers tavse bygning.

Timernes langsomme gang var ved at gøre mig sløv, da jeg pludselig hørte et svagt bank på døren. Jeg rejste mig og åbnede den langsomt og forsigtigt, halvt forventende at finde en fortabt rejsende eller en venlig sjæl, der søgte ly for natten.

Men i døråbningen stod ikke nogen i nød, men en mørk skikkelse, dens ansigt skjult af en hætte. En mand med en lav, dyb stemme, der sagde: "Jeg søger en lygte." Jeg var forbløffet. Hvem ville søge en lygte på en sådan nat?

Alligevel hentede jeg en lygte fra skabet og rakte den til ham. Han tog den uden et ord og vendte sig for at gå. Men da han nåede døren, stoppede han op og vendte sig om.

"Tak," sagde han. "Og pas på dig selv. Natten er farlig."

Jeg så ham gå ud i stormen, hans skikkelse forsvandt snart i mørket. Jeg stod ved døren og stirrede efter ham, en følelse af uhygge, der kryber ned ad ryggen. Natten var bestemt farlig, og jeg var alene.

Men da jeg gik tilbage til mit skrivebord, følte jeg mig ikke bange. I stedet fornemmede jeg en mærkelig følelse af ro. Nattevagten vogtede ikke kun stationen, men også natten selv, og selv i dens mørkeste timer var vi alle beskyttet.

Da regnen stilnede og lynet forsvandt, så jeg op og så en stjerne skinne svagt på nattehimlen. Det var som et tegn på håb, en påmindelse om, at selv i de mørkeste tider er der altid et lys, der vejleder os.