Rod the Mod

Bagerst i geleddet, noget sky og med en stram pande stod Rod Stewart 1. juledag 1950. Det var den dag han fyldte seks år. Med den sjette fødselsdag i sigte, lå foran ham en dag med højspændt forventning - som han også skulle komme til at vente længe på. Så længe, at det kom til at præge ham for evigt.
Den lille Rod blev født i beskedne kår i London som et af fem børn. Familien boede i et arbejderkvarter med rækkehuse og små værksteder. Det var et trangt hjem, men drengene manglede intet. Der var altid mad på bordet, og selv om forældrene måtte skære ned, kom børnene ikke til at lide nød.
Alligevel var der hele vejen gennem opvæksten en underliggende tone af mangel. Det var som om, der aldrig var nok. Ikke nok penge, ikke nok tøj og ikke nok kærlighed. Rod og hans søskende var vant til at klare sig selv, og de lærte hurtigt at overleve ved at stjæle fra andre.
En dag da Rod var omkring ti år gammel, var han på vej hjem fra skolen, da han passerede en lille butik. I vinduet stod en smuk modeltog, som Rod straks forelskede sig i. Han vidste, at han aldrig ville få råd til den, men han kunne ikke glemme den. Dag efter dag gik han forbi butikken og sukkede efter toget.
En aften da Rod var på vej hjem fra skole, så han en dreng stå ved togbutikkens vindue. Drengen så ikke ud til at være særlig gammel, og han virkede meget ked af det. Rod gik hen til ham og spurgte, hvad der var galt. Drengen svarede, at han havde mistet sin hund, og at han var så ked af det. Rod trøstede ham og spurgte, om han ville gå med hjem og lege.
De to drenge blev hurtigt gode venner, og Rod tog drengen med til sit hjem. Drengen fortalte, at han hed Bob, og at han var fra en fattig familie. Bob fortalte også, at han skulle arbejde efter skole for at hjælpe sin familie med at få mad på bordet. Rod kunne mærke, at Bob var lige så ensom som han selv, og han besluttede sig for at hjælpe ham.
Rod og Bob begyndte at hænge ud sammen hver dag, og Rod opdagede, at Bob var en rigtig god ven. Bob var altid glad og optimistisk, og han fik Rod til at se tingene fra en lysere side. Bob lærte også Rod at stjæle, og selv om Rod ikke var stolt af det, så lærte han hurtigt, at det var en nødvendighed for at overleve.
En dag var Rod og Bob på vej hjem fra skole, da de kom forbi en legetøjsbutik. I vinduet stod den samme modeltog, som Rod havde ønsket sig så længe. Rod vidste, at han aldrig ville få råd til den, men han kunne ikke modstå fristelsen. Han tog Bob med ind i butikken og stjal toget.
Rod og Bob var så glade for toget, og de legede med det hver dag. Men deres glæde varede ikke længe. En dag kom politiet hjem til Rod og hans familie for at arrestere dem for tyveri. Rod blev bange og nægtede at sige noget, men politiet fandt toget i hans værelse, og det var nok til at dømme ham for tyveri.
Rod blev idømt tre måneders fængsel, men han blev løsladt efter to måneder for god opførsel. Da han kom ud af fængslet, var han fast besluttet på at vende sit liv om. Han ville aldrig mere stjæle, og han ville gøre alt, hvad han kunne for at hjælpe andre.
Rod tog tilbage til skolen, og han begyndte at arbejde hårdt. Han vidste, at han aldrig ville blive rig, men han ville gerne tjene nok penge til at kunne forsørge sig selv og sin familie. Rod arbejdede dag og nat, og han blev snart en velanset medarbejder.
En aften var Rod på vej hjem fra arbejde, da han så en flok drenge, der var ved at slå en mindre dreng. Rod gik hen til drengene og fortalte dem, at de skulle holde op med at slå. Drengene grinede ad ham og truede med at slå ham også. Men Rod stod fast, og til sidst gik drengene væk.
Den lille dreng takkede Rod for at have hjulpet ham, og Rod kunne mærke, at han gjorde en forskel i verden. Han besluttede sig for, at han ville vie sit liv til at hjælpe andre mennesker.
Rod begyndte at arbejde for et velgørenhedsorganisation, der hjalp hjemløse mennesker. Han arbejdede hårdt og fik snart forfremmelser. Til sidst blev han leder af organisationen, og han kunne nu hjælpe endnu flere mennesker.
Rod var nu en vellykket mand, men han havde aldrig glemt Bob. Han havde forsøgt at finde ham, men uden held. En dag så Rod tilfældigvis Bob i gaden. Bob var nu blevet en voksen mand, og han havde det ikke så godt. Han var hjemløs og levede på gaden.
Rod gik hen til Bob og gav ham et kram. Bob var så glad for at se Rod, og de to venner talte i timevis. Rod fortalte Bob om sit liv, og Bob fortalte Rod om sit. De to venner lovede hinanden, at de aldrig ville miste hinanden igen.
Rod tog Bob med hjem til sit hus, og han gav ham mad og tøj. Bob flyttede ind hos Rod, og de to venner levede lykkeligt sammen resten af deres liv.