Suspise i mørke

"Denne rejse til horisonten, hvor mørket hersker og uvisheden venter."
Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang oplevede det. Men jeg tror, det var en mørk og stormfuld nat. Jeg stod ved vinduet og kiggede ud på verden udenfor, mens regnen piskede mod ruderne. Torden og lyn oplyste himlen, og i de korte øjeblikke af lys kunne jeg se, hvordan træerne svajede og bøjede sig i vinden. Der var noget fascinerende ved det syn. Det var som om verdenen blev genskabt med hvert eneste lyn, og jeg følte mig draget af mørket.
Jeg gik ud i natten og lod regnen væde mit hår og ansigt. Jeg mærkede vinden blæse gennem mit tøj, og jeg følte mig levende. Det var som om mørket rensede mig. Som om det skyllede alt det væk, der holdt mig tilbage.
Jeg fortsatte med at gå, indtil jeg nåede en park. Jeg satte mig på en bænk og så op på himlen. Stjernerne var skjult bag skyerne, men jeg kunne stadig mærke deres nærvær. Jeg følte mig forbundet til noget større end mig selv. Som om jeg var en del af et større hele.
Jeg sad der i lang tid og nød mørket. Jeg tænkte på mit liv og alle de ting, jeg havde oplevet. Jeg tænkte på de mennesker, jeg havde mødt, og de valg, jeg havde truffet. Jeg tænkte på fremtiden og alt det, der lå foran mig.
Da jeg til sidst besluttede mig for at gå hjem, følte jeg mig fornyet. Det var som om mørket havde givet mig en ny start. Jeg var klar til at møde alt, hvad der kom min vej.
Jeg tror, jeg altid vil være fascineret af mørket. Det er et sted, hvor alt er muligt. Et sted, hvor jeg kan drømme og håbe. Et sted, hvor jeg kan finde mig selv.
Så hvis du nogensinde føler dig fortabt eller alene, så gå ud i mørket. Lad det omfavne dig og vejlede dig. Du ved aldrig, hvad du kan finde.