Terma

Sidder man og ser på folkevognen, som har holdt parkeret udenfor huset i årevis, kan man ikke lade være med at tænke på, hvad der er indeni.

Jeg har set den bil hver eneste dag i de sidste fem år. Den har været et konstant syn på gaden, og jeg har aldrig set nogen komme eller gå fra den. Jeg har undret mig over, hvem der ejer den, og hvorfor den bare står der.

I sidste uge besluttede jeg mig endelig for at finde ud af det. Jeg gik op til bilen og bankede på vinduet. Intet svar. Jeg prøvede igen, lidt hårdere denne gang. Stadig intet svar.

Jeg var lige ved til at gå, da jeg hørte en lille bevægelse inde i bilen. Jeg kiggede nærmere efter og så et par øjne, der kiggede tilbage på mig fra bagsædet.

Jeg sprang tilbage i overraskelse. "Undskyld," sagde jeg. "Jeg ville bare gerne vide, om bilen var til salg."

Der var ingen reaktion fra bilen. Jeg ventede et øjeblik og prøvede igen. "Undskyld, jeg vil gerne købe din bil."

Denne gang hørte jeg en svag stemme inde i bilen. "Gå væk," sagde stemmen.

Jeg tog et skridt tilbage. "Det gør jeg gerne," sagde jeg. "Jeg ville bare gerne vide, om du var interesseret i at sælge den."

Stemmen tav et øjeblik. "Måske," sagde den så.

Jeg blev begejstret. "Virkelig? Hvor meget vil du have for den?"

"Jeg ved det ikke," sagde stemmen. "Den har tilhørt min familie i mange år. Jeg er ikke sikker på, hvor meget den er værd."

Jeg tænkte mig om et øjeblik. "Hvad med 10.000 kr.?" spurgte jeg.

Der var en lang pause. "Det vil jeg overveje," sagde stemmen til sidst.

Jeg gav ham mit telefonnummer og gik tilbage til mit hus. Jeg kunne ikke tro, at jeg var tæt på at købe den folkevogn, som jeg havde været så nysgerrig på i årevis.

Næste dag ringede stemmen fra bilen til mig. "Jeg har besluttet mig," sagde han. "Jeg vil sælge dig bilen for 10.000 kr."

Jeg var så glad! Jeg mødte ham ved bilen og gav ham pengene. Han gav mig nøglerne og sagde: "Held og lykke med bilen."

Jeg satte mig ind i bilen og startede motoren. Den kørte perfekt! Jeg kørte hjem og parkerede den i min indkørsel.

Jeg er stadig ikke sikker på, hvem der ejede bilen før mig, eller hvorfor han solgte den til mig. Men jeg er glad for, at han gjorde det. Det er en fantastisk bil, og jeg nyder virkelig at køre i den.

Jeg har også tænkt meget over stemmen fra bilen. Jeg tror, at det var en mand, der havde ejet bilen i mange år. Måske havde han været nødt til at sælge den på grund af økonomiske problemer. Eller måske var han simpelthen blevet for gammel til at køre.

Uanset grunden er jeg glad for, at jeg mødte ham. Han gav mig en bil, som jeg virkelig elsker. Og han lærte mig, at man aldrig skal være bange for at spørge. Man ved aldrig, hvad der kan ske.