Værnes

For mig er Værnes ikke kun en lufthavn, men også et symbol på rejser og nye eventyr. Hver gang jeg går gennem terminalen, kan jeg mærke forventningens pirrende spænding i luften. Jeg elsker synet af mennesker fra alle samfundslag, der strømmer forbi, klar til at opleve verden.
Jeg husker især en tur, hvor jeg var på vej til Paris. Da jeg gik gennem sikkerhedskontrollen, så jeg en lille pige, der klamrede sig fast til sin mors hånd. Hendes store øjne var fyldt med både begejstring og en smule frygt. Da jeg passerede dem, nikkede jeg opmuntrende til hende, en stille anerkendelse af det eventyr, hun var ved at begynde.
Lufthavnen er også blevet et sted for genforeninger. En gang var jeg heldig at være vidne til en rørende gensyn mellem en soldat og hans familie. Soldaten var lige vendt hjem fra en udsendelse, og hans kone og børn ventede på ham i ankomsthallen. Da han trådte ud af flyet, fyldtes luften af glædesråb og tårer. Det var et øjeblik, der mindede mig om den ubeskrivelige bånd mellem familie og de ofre, som vores soldater og deres familier bringer for deres land.
Men Værnes er ikke kun et sted for glæde og gensyn. Det er også et sted, hvor mennesker siger farvel. For nogle år siden fik jeg det uventede privilegium at møde en ældre mand, der var på vej til Indien for at besøge sin døende datter. Selvom hans ansigt var præget af sorg, var der også en følelse af fred i hans øjne. Han fortalte mig, at selvom det var smertefuldt at skulle sige farvel, så fandt han trøst i at vide, at han havde været en del af sin datters liv.
Værnes lufthavn er ikke blot en samling bygninger og landingsbaner. Det er et smeltepunkt for menneskelige erfaringer, et sted, hvor drømme fødes og minder skabes. Hver gang jeg træder ind i terminalen, kan jeg ikke lade være med at føle mig taknemmelig for det privilegium at være en del af dette magiske øjeblik.