Vindens sus

Det begyndte som en svag susen, næsten umærkeligt i starten. Træernes blade rørte sig blidt frem og tilbage, som om de dansede en stille vals. Men da solen nåede sit højeste punkt på himlen, tog vinden til.

Snart blev træerne rystet, deres grene svunget voldsomt fra side til side. Bladene fløj af i store skygger og hvirvlede højt op i luften. Det summede og brølede i luften, som om en usynlig hær marcherede forbi.

Huset rystede og knirkede, som om det ville falde sammen. Tagstenene klappede mod hinanden, og vinduerne raslede i deres rammer. Det var som om naturen var i oprør, en vild og ukontrolleret kraft.

Men i al kaosset var der også en underlig ro. Jeg satte mig ved vinduet og så ud på den rasende storm. Jeg følte mig lille og ubetydelig i lyset af naturens kræfter, men også en underlig følelse af fred. Det var en påmindelse om, at jeg var en del af noget større, noget uendeligt og uimodståeligt.

Da solen begyndte at dale, aftog vinden langsomt igen. Træerne holdt op med at ryste, og bladene faldt stille til jorden. Luften blev rolig, og verden vendte tilbage til sin normale rytme.

Men stormen havde efterladt et indtryk. Den havde mindet mig om naturens magt og om min egen lillehed. Og når vinden næste gang begyndte at hyle, ville jeg møde den med en blanding af frygt og ærefrygt, vidende, at den var en påmindelse om noget langt større end mig selv.